Debat. Frits Degner, Frederiksberg Borgerliste, skriver om de truede villaer på Rahbeks Allé og Dronningens vej.
Frederiksberg Kommune skilter med, at det er en grøn kommune med sans for at bevare kommunens gamle kulturområder. Dette er naturligvis prisværdige formål, men i virkelighedens verden ser det anderledes ud.
Området omkring Rahbeks Allé må siges at være et sådant område med kommunens ældste hus, Bakkehuset, samt Meldahls monumentale bygning i nr. 21 opført i midten af det 18. århundrede som anstalt for sindslidende børn. I dette miljø indgår også villaerne i Rahbeks Allé 17 og 19, begge opført på jorder udstykket fra Bakkehusets have. Nr. 17 er bygget af bogtrykker Bording og nr. 19 af boghandler Jordan. Begge villaer er bygget i “landstedsstil” og har været med til at præge alléen, idet den ene villa er blevet anset som bevaringsværdig i Kommuneplan 2010. Begge ejendomme fungerer i dag som børneinstitutioner for hhv. Frederiksberg og Københavns Kommuner.
Et interessant faktum er, at ikke mindre end ni af villaernes beboere har været optaget i Dansk Biografisk Leksikon, fordi man har anset deres indsats i det danske samfund som erindringsværdige. Det har drejet sig om videnskabsmænd, kunstnere og forfattere, som således er trådt ind i rækken af kulturpersoner, der tidligere var velkomne gæster hos Kamma og Knud Rahbek i Bakkehuset. Det er dette miljø i Rahbeks Allé, som kommunen ønsker at ødelægge trods tidligere tilkendegivelser og lokale protester, blot fordi kommunen ønsker at indrette sig efter Carlsbergs planer.
Frederiksberg Borgerliste, har kontakt til fredningsmyndighederne, som kan foreslå bygninger fredet, hvorefter Kulturarvestyrelsen skal rejse en fredningssag. Der er allerede afleveret materiale vedrørende de berørte bygninger til fredningsmyndighederne.
Ligeledes forholder det sig med de truede villaer på Dronningensvej ved Diakonissestiftelsen. Fredningsmyndighederne vil herefter nøje undersøge sagerne med henblik på at hindre nedrivning. Hvis kommunen fortsætter denne bevaringspolitik med gravkøer og bulldozere, bliver der næppe meget andet en Møstings Hus og Bakkehuset tilbage at bevare - hvis da ikke også disse ejendomme på et tidspunkt kommer til at stå i vejen for “fremskridtet”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar