Diakonissestiftelsens karakteristiske tidligere hospitalsbygning med sin særprægede borgkarakter er trukket tilbage fra vejen og afskåret fra Peter Bangsvej af parkeringspladser og beplantning i hele bebyggelsens længde. Derfor har Peter Bangsvej en lang trist strækning uden butiksliv, byrum eller rekreative arealer. Eneste direkte kontakt til Peter Bangsvej/Sdr. Fasanvej er den noget anonyme "Loppeshoppen", der, fornuftigt nok, er nævnt som et sted, hvor man ønsker idéer til en mere markant identitetsskabende udnyttelse af hjørnet.
Derimod giver oplægget ikke mening, når der tales om områdets sydlige bebyggelse på Dronningensvej. Der ønskes idéer til, hvordan området kan indtænkes som en integreret del af det øvrige område. Områdets sydlige del er på papiret en del af Diakonissens areal, men er en integreret del af en villavej (Dronningensvej). Det giver ikke mening, at hele højre del af en villavej, skal forsøges integreret i en bygningsstruktur, som den er aldeles fremmed for. Af den netop vedtagne kommuneplan af 08.11.10 er hele villakvarteret incl. Dronningensvej udlagt som kulturmiljø med villabebyggelse.
Af for mig ukendte årsager kan højre side af villavejen, sandsynligvis grundet status af Diakonissens ejendom, anvendes til offentlige formål. Anvendelsen til offentlige formål sker delvist i dag, men primært i de eksisterende historiske villaer, hvoraf flere er bevaringsværdige.
På denne baggrund er det bekymrende, at der tilsyneladende tænkes i større boligbebyggelser fra Diakonissestiftelsens side. Uanset intentionerne i oplægget kan der ikke være tvivl om, at det primært er villaerne/bebyggelserne på Dronningensvej, der tænkes på, når der tales om nedrivninger og nybyggerier. Hvis oplægget skulle give mening, ville nedrivninger af enkelte bygninger i stedet for store nybyggerier måske give mening i form af større åbenhed mod "Diakonissehaven", der idag fortrinsvis er tænkt for plejecenterets beboere. Det ville dog undre, hvis det reelt er en åbning til parkarealet, som Diakonissestiftelsen ønsker.
Det virker som om, at intentionerne omkring åbenhed og integrering i forhold til den øvrige by, blot dækker over et langt mere spekulativt motiv, nemlig at bygge såkaldte "senior-boliger" med størst mulig fortjeneste for øje. Eftersom det synes umuligt at bygge nyt mod Peter Bangsvej, er det grundene på Dronningensvej, der er de mest interessante for Diakonissestiftelsen. Her giver det dog ikke mening at tale om fornyet åbenhed i forhold til byen, da der er tale om et villakvarter, og endda et af de mest velfungerende og attraktive på Frederiksberg.
Kvarteret (Dronningensvej) rummer i forvejen Frederiksberg Friskole samt en række daginstitutioner, der alle på velfungerende og charmerende vis har til huse i en række af vejens gamle villaer med respekt for bebyggelsens væsentligste hovedtræk. Eneste afvigende bebyggelser på Dronningensvej er et par af Diakonissestiftelsens nyere bygninger, hvilket ikke gør bekymringen over eventuelle nybyggerier mindre.
Det maksimale etageareal for området er 6 etager, hvilket stemmer dårligt overens med de generelle rammebestemmelser. Det må derfor antages, at de 6 etager kun gør sig gældende for Diakonissens hovedparcel og ikke for Dronningensvejs nordside? 6-etagers boligbyggerier på en villavej forekommer absurd. Det skal nævnes, at fire af parcellerne på Dronningensvejs nordside ikke er Diakonissens ejendom, hvilket komplicerer en sammenhængende plan for området yderligere.
I de generelle rammebestemmelser står der:
Kulturmiljøer
Lokalplaner, som omfatter kulturmiljøer, skal indeholde bestemmelser,
som sikrer bevaring af bebyggelsernes væsentlige, karakteristiske
hovedtræk. En vurdering af bebyggelsens væsentlige
hovedtræk kan f.eks. omfatte bebyggelsens art og funktion, bebyggelsesform,
... ...samt særligt betydningsfulde enkeltbygninger eller enkeltbebyggelser
i det kulturhistoriske miljø...
Områder vest for Fasanvejslinien
Villa- og rækkehusområderne vest for Fasanvejslinien fastholdes
som rene boligområder.Villa- og rækkehusområder
Villa- og rækkehusområderne fastholdes med åben-lav og tæt-lav
bebyggelse.
• Det skal sikres:
- at mindste grundstørrelse for åben-lav bebyggelse er min. 700
m2,
- at der på hver ejendom kun opføres én beboelsesbygning med
højst 2 etager og højst 2 boliger.
Det har desuden været fremme, at der skulle åbnes op fra Dronningensvej mod Sdr. Fasanvej for at lette adgangen til Diakonissens hovedparcel. Dette forhold må anses som fuldstændig utænkeligt med tanke på den række af institutioner og kvarterets beboere, herunder mange børnefamilier, der ville lide under en kæmpe forøgelse af trafikken. Netop kvarterets lukkede veje gør den i forvejen forholdsvis store mængde af bilister til institutionerne til at leve med. De lukkede veje gør kvarteret børnevenligt på trods af Sdr. fasanvejs massive trafik. Det er værd at nævne, at der er mange børn, som skal bevæge sig mellem skole og annekser til skolen på Dronningensvej dagligt, hvilket betyder, at mere trafik på vejen vil være en gene og ikke mindst en forøget risiko for trafikuheld i forbindelse med skolebørnenes færden på vejen (og andre institutionsbørn).
I en tid, hvor der tales om "bilerne ud af byen" og "Frederiksberg, den pulserende grønne oase" mm må dette forhold vel også betragtes som ren ønsketænkning fra Diakonissestiftelsens side. Tilkørselsforholdene til Diakonissestiftelsen må fint kunne afvikles fra Deres store parkeringsareal mod Peter Bangsvej og via villavejene som hidtil.
Diakonissen har givet udtrykt for at renovering af området har til formål at skabe profit i forhold
til deres forretning. At dette skal tilgodeses i forhold til, at et af kommunens mest attraktive villakvarterer ødelægges grundet nybyggeri og mere trafik, forekommer urimeligt.
Slutteligt vil jeg udtrykke mine forhåbninger til, at Frederiksberg Kommune følger udviklingen nøje, så de tilsyneladende gode intentioner ikke ender med trist spekulationsbyggeri uden øje for æstetiske, historiske og menneskelige hensyn.
Et godt sted at starte, er en kvalitetssikring af den varslede arkitektkonkurrence, så det ikke blot bliver en række developers, der giver et bud på en helhedsplan, der sikrer flest mulige "senior-boliger" for pengene.
Frederiksberg fortjener en gennemtænkt plan for området og i særdeleshed området mod Peter Bangsvej.
Områdets beboere fortjener en gennemtænkt plan for nærområdet med omsorg for det historiske miljø.
Henrik Andersen
Arkitekt MAA
Dronningensvej 1
Sendt til Til Frederiksberg Kommune, Bygge -Plan og Milø-afdelingen.
Att.: Karl Topsøe Jensen, byplanchef, Ulrik Brock Hoffmeyer, Bygge, Plan & Miljøchef, Jan E. Jørgensen, formand for by -og miljøudvalget
Ingen kommentarer:
Send en kommentar